Den største sorg, i verden her. Er dog at miste den man har kær.

Livet med vores skønne heste bringer jo oftes de gode ting. De sjove timer, fede rideture, nye dejlige føl og glæden når en hest finder sin nye ejer.. 
Også er der de gange i livet hvor vi virkelig bliver mindet om hvor stor betydning vores heste har.. Det er det her en af. Min soulmate skal herfra.  Mit hjerte gør så ondt og min hjerne kan ikke finde frem til hvordan jeg skal komme om på den anden siden. 
Maxen har været min tro følgesvend siden han var 8 måneder men jeg vidste fra jeg så ham første gang at han var min. Jeg havde fået tilsendt video af ham og så ham der ved siden af sin mor. Han var 3 uger gammel og hverken fugl eller fisk. Min gamle far og jeg tog til spanien ned til Christina for at se ham dernede. 
Han lå på sin mark, sammen med sin mor i sommervarmen. Og da vi kom gående løftede han dovent hovedet og kiggede på mig. Og allerede der vidste jeg det. Han var min. Vi tilhørte hinanden. Christina viste mig flere forskellige heste men det var ikke så svært. Mit hjerte havde allerede valgt. 

Han kom hjem og vores rejse sammen startede.. Han var min første hingst og jeg elskede hvert øjeblik jeg arbejde med ham. Han var en dreng med så meget personlighed. Man var aldrig i tvivl om hvad han mente om tingende og hans evne til at kommunikere er sjælden. 

Maxen har altid været mit spejl. Mit humør, og særligt hvis jeg stressede sås direkte i ham. Som en god veninde sagde. Vis mig din Maxen og jeg skal fortælle dig hvordan du har det. Han havde en særlig gave til at kigge på mig og så vidste jeg godt at det var på tide at træffe nogle valg, få lidt ro på, eller noget helt 3. Hvem skal nu hjælpe mig på vej ? 

Under tilridningen var alt super nemt og han blev min ridemakker, særligt ture var hans særlige gave.. Han elskede at være på tur, og hvad enten det var 2 dage eller 2 måneder siden han var blevet redet sidst så var han altid god for en god ridetur. Maxen gik aldrig sidst. Forrest i flokken og fremad i verden. At stå stille har aldrig været hans foretrukne stil. 
Maxen er blevet far til 14 føl, og har lige fået  sit 15 føl i år. Heldigvis har jeg lidt frostsæd liggende til mig selv. Således at jeg altid kan lave mig en efterfølger. Men det er jo kun det man kan.. En efterfølger.. ikke en Maxen. 

 Maxen har været min tro følgesvend, hvad enten det har været skuer, shows eller en skør ide til foto shoot så har han altid ydet sit bedste.. også når det var ting han ikke elskede højt. 

Sidste efterår fik han et spark på hasen. Det blev behandlet, desværre uden det helt store held. Røngtenbillederne viste at ledet havde taget skade. Han fik vinteren over i håbet om at han bare kunne gå på folden og være lejeonkel og mit spejl. Men efterhånden som frosten kom blev han mere og mere ked af det. Vi afventede foråret og håbede at han så kunne få en god sommer. Men humøret for ham blev ikke bedre og fra at være min overskuds hest. Er han blevet mere og mere ked af det . Og min Prins skal ikke være ked af det. Han skal være glad og smuk. Jeg havde det helt fint med at han ikke længere blev ridehest så længe han var glad og kunne gå og være smuk, men at se ham mere og mere fortvivlet og stresset gjorde udslaget og beslutningen blev taget. 

Det har været den sværeste beslutning i mit liv. Og jeg ved at jeg kommer til at savne ham hver dag. Jeg kan slet ikke finde ud af hvordan jeg så skal se på mit hestehold. Tanken om en sommer med skuer, shows og åben stald uden min prins ved min side er nærmest ubærlig. og tanken om at jeg har redet min sidste tur på ham, og mærket hans mule mod min kind gør det svært at stå op hver dag. Derfor har jeg en bøn til jer. I dag den 24 maj er min sidste dag med ham. Den dag drager han over regnbuebroen. Jeg vil gerne bede jer om IKKE at spørge ind til ham. Ikke spørge mig hvordan jeg har det og i det hele taget bare lade som om at han stadig er her. <3 Jeg har det så svært ved at skulle undvære ham at jeg, hvis jeg skal have bare lidt af min hverdag til at hænge sammen, har brug for ikke at blive mindet om at han ikke er her. Maxen skal aldrig glemmes.. Men jeg har brug for at være alene med min sorg. Ellers er det hele helt uoverskueligt..
Så skriv endelig, enten her eller på facebook, jeg ved godt han fylder meget for mange. Men når i møder mig så please bare lad som ingenting. <3 Jeg skal nok snakke med dem om det jeg har brug for.. Men jeg ved at jeg vil græde hver gang han bliver bragt op den næste tid.. Og mit hjerte har brug for lidt grædepause hvis jeg ikke skal gå helt i stykker. Håber på jeres forståelse